Hjælp til breve fra Opus law

En del danskere har fået breve fra Opus Law med beskyldninger om overtrædelse af ophavsretten. Hør en case og få hjælp her.

Brevene er sendt ud til tusindvis af danskere med et krav på typisk 2500-3000 kroner. Påstanden i brevene er, at danskernes IP-adresser kan knyttes til en ulovlig fildeling, via de såkaldte torrent tjenester der blandt andet er maskinen bag Popcorn Time. Brevene sendes enten fra Opus Law eller Nord Lawfirm, der repræsenterer rettighedsindehaverne bag filmene der angiveligt er delt.

Ved at spore IP-adresserne der har været med til at dele filmene, er de gået i rettet og fået teleselskaberne til at udlevere navn og adresse på dem der ejer internetforbindelsen der havde IP-adressen på det tidspunkt. Det er derfor vigtigt at understrege at der kun er fundet en sammenhæng mellem IP-adresser og den ulovlige aktivitet – ikke mellem en person og den ulovlige aktivitet. Der er nemlig ikke et 1:1 forhold mellem en person og en IP-adresse.

Og det er netop her bevisbyrden ligger for advokatfirmaerne. Kan man sandsynliggøre hvem der har brugt IP-adressen på det pågældende tidspunkt? Eller har ejeren et juridisk ansvar for hvad andre bruger IP-adressen til? Det første spørgsmål afhænger især af om internetforbindelsen er beskyttet, hvor meget der er blevet downloadet og hvor mange der bruger internetforbindelsen. Mange deler jo deres kode til internetforbindelsen med familie, venner og naboer. Det andet spørgsmål har rettet indtil videre ikke medgivet, da det ville være et urimeligt ansvar. Det svarer jo til at universiteter og Bilka er ansvarlig for hvad de besøgende bruger internetforbindelsen til.

Opus law bruger cowboyjura

I Radio24syv kan man i programmet AK 24 syv høre en case, hvor en dansker har modtaget et brev fra Opus Law med beskyldninger om overtrædelse af ophavsretten. Personen var slet ikke hjemme på det tidspunkt og kunne dokumentere dette. Hun henvendte sig så til Opus og fik at vide at det var bedst hvis hun betalte, da hun ellers kunne risikere fængselsstraf. Dette er ikke korrekt, da det ikke kan ske i en sådan sag om ophavsret.

I programmet hører vi også om hvordan man kan få mere hjælp fra sitet antipiratgruppen.dk, hvor man kan høre hvad der er rigtig og forkert i sagen fra Opus Law. Sitet er stiftet af Halfdan Timm, der af Opus Law bliver beskyldt for at være kommet i fængsel for piratkopiering. Dette er naturligvis ikke korrekt. De refererer sandsynligvis til en gammel sag, hvor Halfdan blev taget for at have downloadet ca. 50 film ulovligt. Det fik han naturligvis en mindre bøde for, men det førte ikke til fængselsstraf som Opus Law påstår – og det er da heller ikke retspraksis på området i Danmark. På den måde anvender Opus Law beskidte metoder og usandheder til at true folk til at betale.

Opus Law truer også med at hvis de ikke betaler vil det blive meget dyrt for dem, fordi de så vil gå i retten. Noget de endnu ikke har gjort mod nogen der har fået brevet.

I radioprogrammet kritiseres Opus for flere ting:

  • at de handler imod god advokatskik, fordi de udsender trusler, selvom de ikke har tænkt sig at følge op på det med retssager.
  • at de udsender rykkere, selvom folk har sendt en indsigelse. Dette er imod inkassoloven.
  • at folk ikke har pligt til at betale Opus law, hvis de ikke har gjort noget.
  • at folk ikke har pligt til at bevise sin uskyld – de skal bevise deres skyld.
  • at de kun har givet 10 dage til at betale forligsbeløbet – inkl. de 4 dage det tager at sende brevet.
  • at de truer med store sagsomkostninger, men nævner ikke at et sagsanlæg på denne størrelse ikke vil medføre sagsomkostninger.
  • at de truer med at man kan komme i fængsel for forbrydelsen, hvilket heller ikke er korrekt.

Disse kritisable punkter er også i radioprogrammet blevet kaldt for cowboyjura, inspireret af den måde jura ofte ses i USA, hvor det handler om at skyde hårdt og hurtig for at opnå en hurtig gevinst. Altså ikke for at kæmpe for retfærdighed, men mere for at skabe en pengemaskine.

Hvem er de egentlige pirater?

Domænet antipiratgruppen.dk var faktisk det gamle domæne, der tilhørte rettighedsalliancen (dem der står bag rettighedsindehavere af film). Det var i sin tid ejet af Johan Schlüter Advokatfirma der repræsenterede rettighedsalliancen før i tiden. Men det advokatfirma gik angiveligt konkurs efter at have svindlet for 175 millioner kroner, hvilket gjorde at domænet blev ledigt. Efterfølgende er det nu købt af Halfdan Timm til at forsvare dem der uberettiget modtager trusler fra rettighedsindehaverne.

Det gamle navn for rettighedsalliancen, antipiratgruppen, var dengang ment at være fordi man kaldte dem der piratkopierede for pirater. Piraterne i det nye antipiratgruppen er nok snarere Opus Law, fordi de benytter sig af piratmetoder.

Lad dig ikke true – men svar på henvendelsen

Det er vigtigt ikke at betale det beløb der står angivet i brevet, bare fordi man føler sig truet. Man skal jo ikke lade sig true til at erklære sig skyldig i noget man ikke har gjort. Det er sådan set også pointen i den regel i god advokatskik, der her er overtrådt. Der har i medierne været en del sager, hvor folk beskriver at de intet kender til de ulovlige downloads, men alligevel har følt sig truet til at betale.

Det er dog vigtigt at du svarer på henvendelsen. Send en mail, hvor du kort forklarer at du ikke har gjort det de anklager dig for og derfor ikke vil betale beløbet. Dette er vigtigt, da de ellers har mulighed for at sende opkrævningen til inkasso. Hvis du henvender dig og benægter, må de ikke sende det til inkasse i henhold til god inkassoskik.

Herefter vil de ofte forsøge at få dig til at udlevere navne og oplysninger om alle der måtte have brugt netværket. Dette er et urimeligt krav. Både fordi det er ikke sikkert man kan huske alle dem der har brugt ens netværk. Dels også fordi det er urimeligt at kræve at man skal dele personfølsomme oplysninger om uskyldige personer (som der minimum også er iblandt) på baggrund af de tynde oplysninger. Her er det også vigtigt at understrege at de har ikke krav på at du udleverer disse oplysninger.

De vil ofte også spørge om din internetforbindelse er krypteret og beskyttet af password. Ej heller disse oplysninger har de krav på at du udleverer, men hvis du alligevel ønsker det kan du vælge at gøre det. Hold dog stadig fast i, at selvom din forbindelse er beskyttet kan det sagtens være andre end dig der har anvendt forbindelsen, f.eks. nogle du har udleveret password til eller en hacker.

En anden vigtig pointe er at hvis du vælger at betale, selvom du ikke er skyldig, så er det det samme som at du siger du er skyldig. Og dermed kan de herefter sende krav om yderligere f.eks. 10 film de anklager dig for at have set. Og så har de en meget bedre sag i retten.

Trusler om sagsomkostninger

Der har også i medierne været sager, hvor de så har truet med at trække folk i retten og at de så kom til at risikere at skulle betale sagsomkostningerne. De har endnu ikke trukket nogle i retten. Og hvis de gjorde, så gør beløbets størrelse at du allerhøjst kan komme til at betale 2.500 kroner i sagsomkostninger og ofte ingenting. Du risikerer altså ikke at skulle betale så meget som de påstår.

Herudover er kravet om 2.500-3.000 kroner urimeligt. Tidligere sager i retten har vist at beløbsstørrelsen højst har været nogle hundrede kroner.

Det er meget usandsynligt at der overhovedet kommer en retssag ud af en eneste af disse breve. Dette skyldes den simple grund at det er for dyrt og derfor ikke kan betale sig.

Hvem er Opus Law?

Opus Law er et anpartsselskab med Niels Dahl-Nielsen som direktør, ifølge CVR-registret. Det er også ham der skriver under på mange af brevene, selvom han også har en del jurastuderende der arbejder for ham. Det er også ham der i medierne flere gange har forsvaret deres metoder. Der er nogen der har været i tvivl om hvorvidt det er et falsk advokatfirma, men det er det ikke.

Det nytter derfor heller ikke at politianmelde dem, fordi der er intet i sig selv ulovlig i at sende breve ud. Mht. deres metoder kan man selvfølgelig anklage dem for at overskride god advokatskik eller god inkassoskik.

Nogle vælger også at give firmaet Opus Law en anmeldelse på Trustpilot. Dette er selvfølgelig også en ide, men det virker til at Opus Law med det samme anmelder det til Trustpilot og får anmeldelserne fjernet. Der står i hvert fald følgende på deres Trustpilot side:

“Opus Law reported this review for breach of Trustpilot guidelines. We are currently assessing the review in accordance with ourreporting processes.”

Niels Dahl-Nielsen er også aktiv i advokatfirmaet BL law, hvor der også af Trustpilot fremgår denne besked. BL law står for Brandt & Lauritzen og på flere medier angives de som bagmændende der står bag Opus Law og at Opus Law alene er oprettet med det formål at undgå negativ omtale på BL law.

Tidligere retssager

Der er flere tidligere retssager på området, som alle har vist at det er svært at få folk dømt for piratkopiering, fordi det er svært at løfte bevisbyrden. Rettighedsalliancen har flere gange forsøgt at få etableret en speciel taskforce hos politiet som kun skulle beskæftige sig med piratkopiering og politisk kæmpet for at få indført brevmodellen, der skulle gøre det nemmere at opkræve penge.

I nogle af retssagerne er det også blevet kritiseret at rettighedsalliancen har udmålt bødens størrelse på en forkert måde. De har ment at man skulle bruge en dobbelt-op model, hvor man skal erstatte med dobbelt så meget som en licens for det man har downloadet er værd. Her har retten ment at straffen mere skal udmåles udfra de faktiske udgifter.

Lad mig blot nævne nogle af de tidligere retssager:

  • Februar 2006: En mand dømmes for at have delt 172 film via fildelingstjenesten DC++. Han fik en bødestraf på 5000 kroner, dvs. 29 kroner pr. film. Og dette er ikke for at have downloadet film, men for at have delt en film!
  • Juni 2007: Venstre landsret frikendte en mand for at have downloadet ulovlige film på et tidspunkt hvor han sagde han var på ferie.
  • Marts 2008: Byretten afgjorde at en kvinde ikke kunne straffes for at der var downloadet ulovlige film fra hendes trådløse netværk. Hun kunne dokumentere at hun havde været på arbejde og hun havde ikke pligt til at udlevere oplysninger om hvem der så havde brugt netværket.
  • September 2008: To kvinder blev af Østre Landsret frikendt for at have downloadet ulovlige film, da deres netværk var ukrypteret. Også selvom de havde torrent software på deres computer.
  • Oktober 2008: Vestre landsret afgjorde at man ikke kunne straffe ejeren af et trådløst, ubeskyttet netværk alene fordi han ejer netværket. Ejeren af et trådløst netværk kunne altså ikke stilles til ansvar for hvad folk gjorde på hans netværk.

De tidligere domme viser altså at det er svært at løfte bevisbyrden. Det er nemmere hvis du har medvirket til at dele en film, dvs. ikke kun downloadet den. Og tidligere domme viser at bødestraffen lander på ca. mellem 70 og 250 kroner pr. film. Altså langt under de 2500 kroner som Opus kræver.

Hvordan har de fundet ud af min IP-adresse?

Opus Law har fundet ud af din IP adresse, ved at bruge et andet teknisk firma, der opsporer IP-adresser i forbindelse med fildelingstjenester. Faktisk er en IP adresse ved anvendelsen af torrent tjenester altid offentligt, så enhver kan gøre det. Dette gør dette firma og giver så en liste over alle danske IP adresser som har downloadet en film, hvis rettighedsindehaver Opus Law repræsenterer.

Så går de til domstolen og får en dommerkendelse der tvinger internetudbyderne i Danmark til at udlevere oplysninger om hvilken adresse der har haft den IP adresse på det tidspunkt. En IP adresse er altså et nummer der tildeles af internetudbyderen når du går på nettet. Men der tildeles kun en IP adresse pr. router, så alle enheder (dvs. computere, smartphones og tablets) får den samme IP adresse udadtil på nettet. Derfor kan de ikke se hvilken enhed der har brug IP adressen og hvem der har siddet bag enheden. De prøver derfor bare at true ejeren af internetforbindelsen.

Har man pligt til at bevise sin uskyld?

Hvis du benægter at det er dig der har downloadet de film ulovligt, er der set eksempler på at Opus Law har forsøgt at presse folk til at bevise det eller udlevere oplysninger omkring hvem der så har gjort det. Der er også set eksempler på at de vil vide om din internetforbindelse er beskyttet eller hvem der har adgang til den. De vil altså have dig til at løfte bevisbyrden for at du er uskyldig.

Og sådan fungerer det ikke i Dansk ret. Her er det dem, der skal bevise at du er skyldig.

Kan andre have brugt min internetforbindelse?

Der er set flere sager, hvor folk kan dokumentere at de ikke var hjemme på det tidspunkt hvor lovbrudet skulle være sket. I nogle tilfælde kender folk ikke engang den film der angiveligt skulle være angivet.

Der kan så være andre der har brugt din internetforbindelse, og dermed IP-adresse, til at downloade filmen. Det kan være enhver der har adgang til din internetforbindelse, f.eks. familie, venner og naboer. Det kan også være en der hacket sig ind på din internetforbindelse, hvilket faktisk er nemt også selvom din forbindelse er beskyttet af et password.

Har man pligt til at beskytte sin internetforbindelse?

Nej, det har man ikke. Ofte er der en kode som standard på din router, men der er intet til hinder for at fjerne koden eller anvende en router uden kode. Ligeledes kan man jo også have et offentligt hotspot og dette er heller ikke ulovligt.

Skal jeg skrive under på tro og love erklæring?

I medierne har det også været nævnt, at Opus Law har krævet at du skal skrive under på en tro og love erklæring hvis du nægter at have downloadet filmen. I denne tro og love erklæring skal du skrive under på at du ikke har søgt på torrents i Google.

For det første har de ikke krav på at du skriver under på denne. For det andet er det ikke ulovligt at søge på torrents i Google. For det tredje er torrents i sig selv ikke ulovligt.

Bliver der stadig sendt breve ud?

For tiden sendes der også en del breve ud, angiveligt for at have set filmen “Nightcrawler” for et års tid tilbage. Igen er det vigtigt at tage det roligt, uanset truslerne, og tænke sagen igennem. Man skal ikke betale noget hvis man er uskyldig – heller ikke pga. trusler. Husk, at du skal IKKE smide brevet ud. Det skal besvares, for at undgå inkasso.

Har man som forældre et ansvar for at ens børn piratkopierer?

Nogle gange kan det jo faktisk være at der er blevet piratkopieret fra din adresse, som f.eks. hvis det er dine børn der er synderne. Her er spørgsmålet så om du som forældre kan drages til ansvar.

Og ja, du kan som forældre drages til ansvar. Ifølge lov om hæftelse for børns erstatningsansvar $1, så hæfter du for op til 7500 kroner for dine børns handlinger.

Hvis du har nogle spørgsmål er du velkommen til at skrive en kommentar. Du må også meget gerne dele dine oplevelser med os andre i kommentarerne.

22 Kommentarer

  1. Jeg har netop modtaget brev fra OPUS, som påstår jeg har downloaded en film 6. november 2015. Jeg har skrevet til dem pr. mail, at jeg er helt ubekendt med beskyldningen, og kender ikke noget til dette program, de antyder, jeg har brugt. Jeg har været inde og se deres hjemmeside på FB, og deres kommentarer til folk, som henvender sig er direkte uforskammede og rigtig dårligt sprog for en advokatuddannet. Det har været godt, at læse Jeres artikel, så ved jeg lidt mere om, hvordan jeg skal forholde mig. Meget ubehagelig oplevelse.

    • Hej Sussi! Hvis du ikke har gjort det, har du gjort det helt rigtige. Skrevet til dem og gjort indsigelse.

  2. Og hvad gør jeg når jeg har betalt regningen, men ingen i huset har downloaded nogle film..?? Jeg troede det var min datter som var på efterskole..??jeg vil gerne have mine 2200 kr tilbage.. Hvor store chancer er der lige for at få penge FRA et advokat firma..? Nok lig nul..

    • Hej Mette! Ja, her er chancerne nok ikke store, da det at betale er det samme som at erkende at man har gjort det. Eneste mulighed ville så være at sagsøge dem for at true jer til at betale, men det er nok ikke pengene værd.

  3. Min mor på 60 år har netop modtaget et brev fra Opus. Hun kan ABSOLUT ikke finde ud af at downloade og bor alene på adresse. Skammer mig over såkaldte “advokater”, der skræmmer min mor på det groveste.

    • Ja, det er klart det skræmmer modtageren af sådan et brev. Man kan derfor godt mistænke at nogen skræmmes til at betale, selvom de ikke har begået forbrydelsen, som i dit mors tilfælde. Det er i hvert fald ikke et enkeltstående tilfælde, hvor nogen modtager en opkrævning, selvom de umuligt kan have begået forbrydelsen.

  4. Hej Jeg har ogsa faaet sadan et brev, jeg er pt ikke en gang i danmark, er der nogen jeg kan kontakte via tlf, eller email som ved mere om dette/denne problem stilling, jeg kender ikke noget til dette popcorn time ting, har aldrig brugt det, og er stor mostander af brug af software som detter efter sigende er…

  5. Lad os gå sammen om et gruppesøgsmål mod OPUS og den anden fidus virksomhed. Det er krænkelse af privatlivets fred, det de har gang i!

  6. Det er nok ikke en fidus-virksomhed, når de kan få dømt folk i retten. (en mand skulle betale over 6000 kr til OPUS)
    Det ville da stå slet til, hvis de danske domstole hjalp fidus-virksomheder med dømme andre menesker til at betale erstatning.

    På deres hjemmeside kan man se mere om forskellige domme, hvor folk er blevet dømt til at betale erstatning.

    • Det er dog værd at bemærke at dommen med de 6500 kroner, ikke omhandlede om personen var skyldig eller ej, men udelukkende hvor stor erstatningen skulle være. Manden havde indrømmet forbrydelsen, men ville bare ikke betale det de krævede i brevet.

  7. Jeg har igen fået et brev fra dette firma – fik også et i sommer, hvor de bare afskrev kravet, fordi jeg ikke kender noget til deres beskyldning. Jeg har svaret som sidst, at jeg ikke kender noget til det, og jeg kender ingen der bruger min forbindelse. Nu vil de have mig til at udfylde en tro-og-loveerklæring, men det gider jeg ærlig talt ikke bruge tid på, jeg har ingen printer ved hånden. Jeg aner fx ikke, hvad det er for en router jeg har – den har YouSee sat ind for mig. Kan jeg bare lade være med at sende den?

  8. Kære Forbrugermagasinet og alle andre
    Jeg fik den 20. dec. også brev fra Opus dateret 1. dec. 2016 om det samme omtalte emne og fik 12 dage til at reagere. Jeg har den 22. mailet indsigelse til dem, at vi 2 ældre mennesker aldrig har haft kendskab til download af film og haft tid til at se download film, da man hver dag har haft travl med beskæftigelserne.
    Vi føler lige pludselig truet af Opus Advokat, da de har skrevet lang brev set juridisk ud og følt krænket da vi nu ved, nogle lurer på vores privatliv i gennem internetforbindelse. Vi føler også dårligt, når TDC har afleveret vores oplysninger til Opus uden at informere os.
    Jeg er meget glad for den artikel og alle kommentarer.
    Vi vil gerne være med, hvis nogle går sammen om et gruppesøgsmål mod OPUS som Henrik har forslået den 11. november.
    Tak.
    Med varmeste og glædelig juls hilsner

  9. Jeg har i dag modtaget brev, jeg er glad for jeg tjekkede op på opus inden panikken helt tog overhånd. Jeres artikel hjalp meget. Jeg har også sendt en mail til opus.

  10. Åbnede i går postkassen hvor der lå en hilsen fra Opus med henvendelse vedr downloads jeg ikke har foretaget eller kender til. Er glad for jeg lige brugte tid på at undersøge om andre har fået disse breve inden jeg panikkede helt. Nu er der sendt svar tilbage og må se hvad der så sker.
    Tak for de gode råd herinde.

  11. ja lader til der er en ny byge af breve der er sendt ud. har lige modtaget et den 18 sep 2007 hvor de påstår jeg har påstået download den 25 sep 2015 ??
    har sendt dem et standard svar om jeg ikke kender noget til det og jeg ikke yderligere kan hjælpe med opklaringen. der går så 4 dage og jeg modtager et svar på min mail om at jeg har benyttet en standard skabelon fra nettet. Det er jo helt til grin, de får ikke flere svar fra mig da jeg allerede i første mail har forklaret jeg ikke kan hjælpe dem yderligere.

    • Hej Per jeg ville lige høre dig hvordan det endte hos dig da jeg selv har gjort det samme som dig og også fået samme svar smørrelse tilbage igen som du fik så er nysgerrig efter og høre hvordan det gik/endte?…

  12. jeg fik et brav idag d 29/3-2017 og det var fra ( NjORD lawfirm )

    jeg valget af svare dette

    Kære Niels Dahl-Nielsen / Jeppe Brogaard Clausen

    Jeg har ikke downloadet de i brevet nævnte film eller serier og har ikke
    kendskab til, at andre har downloadet de pågældende film heller.
    jeg har et åbent netværk men
    Jeg ønsker heller ikke at medvirke yderligere til sagens opklaring.

    Hilsen Rasmus schou

    jeg fik svar tiltage de skrev dettte
    ange tak for din besvarelse af vores brev om fildeling, som filmbranchen vi bistår, er glade for.

    Det er nødvendigt for vores behandling af sagen, at vi har dit fulde journalnummer, som angivet i brevet, startende med nummeret 21411. Skulle dette ikke være med i din første mail, beder vi dig sende mailen til os på ny med journalnummeret.

    Vi tilstræber en hurtig besvarelse, men har i perioder travlt.
    Du kan finde flere oplysninger på vores hjemmeside http://njordlaw.com/da/download-og-fildeling-af-film/, ligesom du kan læse mere om konsekvenserne af ulovlig fildeling for brugerne og filmbranchen på hjemmesiden http://osderelskerfilm.dk/ .

    håber nogle kan hjælpe mig med hvad jeg så skal skrive eller gøre
    på forhånd tak rasmus

  13. Jeg vil gerne vide, om der er nogen, som ved HVOR man kan henvende sig, for én gang for alle, at få STOPPET disse advokatfirmaer og deres usmagelige form for pengeafpresning? Det er jo efterhånden mere end tydeligt, at disse beskyldninger om downloads de fleste gange ingen hold i virkeligheden har! Jeg har selv modtaget 4 breve om dette, først 3 breve i april mdr., og i går endnu et! Alle med påstande om downloads af pornofilm! Vi har IKKE downloaded de påståede film, og kender intet til dette! Jeg kan på Nettet læse, at der er rigtig MANGE mennesker, som er ude for dette her, og undrer mig især over, at hverken Forbrugerombudsmanden eller Advokatrådet kan gå ind i disse sager og denne fremgangsmåde for at få det standset én gang for alle!!! Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at man hele tiden skal bruge tid på at skrive tilbage til disse to advokatfirmaer, som så afslutter sagen! Det virker fuldstændig absurt!

  14. Jeg snakkede med et par jurister jeg kendte omkring mit brev. De blev ligesom Halfdan kede af at se juraen blev brugt på den måde. Jeg følte mig intimideret ned i helvede, og de tilbød at tage min sag. Det var rart. Nu har de på min foranledning lavet en service til alle jer derude: https://dinjurist.typeform.com/to/IOdtQD
    Håber det kan være en hjælp. 🙂

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*